Julie Kenyon tog sig af sin bedstemor

søndag den 18. januar 2009

Julie Kenyon tog sig af sin bedstemor

December 1996: Den 89-årige enke Irene Adela Waters fra Halifax døde efter lang tids sygdom. Irene blev til det sidste passet kærligt af den 46-årige Julie Kenyon, der boede sammen med sin bedstemor. Det gjorde hun også en del af sin barndom, hvor moderen rejste. 80 cigaretter om dagen gjorde deres til et skrøbeligt helbred. Åreforkalkning, emfysem, kronisk bronkitis. Med andre ord: Rygerlunger eller kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Ligsynet konkluderede at døden var af såkaldt naturlige årsager, intet mistænkeligt. Julies forklaring var at hun havde opdaget liget tidligt om morgenen.

Oktober 2001. To af Julies søskende, David og Carol gik til politiet. Efter at en ven af familien havde fortalt dem om noget Julie havde buset ud med, krydsforhørte de hende med skjult båndoptager, på en pub. De fik en halvhjertet tilståelse.

Julie havde lagt Irene i seng, og hørte senere sin bedstemor kalde på sig. Irene have fået nok af det hele, og ønskede at dø. Lagde en pude over sit ansigt, og bad sit barnebarn om at trykke. Julie protestedere, elskede sin bedstemor for meget. Lagde sin hånd på puden da Irene tiggede og bad. Den gamle dame drejede sit ansigt ind i puden og fik den død som hun ønskede. Julie hold hende i hånden imens, så hun havde vel slået hende ihjel. Hun kunne have stoppet det, men ...

Juli 2003. Ved retssagen aflagde et sagkyndigt vidne forklaring om at det er meget svært for et menneske at kvæle sig selv. At bevidstløshed ville føre til at grebet blev løsnet, og åndedrættet normaliseret. At julies forklaring på båndet ikke lød troværdig.

Ved afhøringen i retten fortalte Julie om at hendes søster var startet med at beskylde hende for mord et halvt år efter Irenes død. De gentagne spørgsmål og beskyldninger førte til psykiske problemer, depression, medicin og et selvmordsforsøg. At hun havde indrømmet blot for at få fred, fortalt dem hvad de ønskede at høre. Det blev for meget konstant at blive beskyldt for mord. At hun ikke havde været der da Irene døde.

Dommeren instruerede nævningene om ikke at tænke på om det måske var et medlidenhedsdrab, et begreb som britisk lov ikke rummer. Julie Kenyon blev dømt for mord, fængsel på livstid. Tidligst mulighed for prøveløsladelse efter 12 år. Dommeren, Sir Geoffrey Douglas Grigson afsluttede med en salut om at han betvivlede at det var af medlidenhed, men at det ikke gjorde nogen forskel for dommen. Julie resignerede, og appellerede ikke sagen.

Maj 2004. Shirley Green var overbevist om sin søsters uskyld, og havde indledt en kamp for at få hende fri. Hun fik en klageinstans, Criminal Cases Review Commission (CCRC), til at undersøge sagen nærmere. Det kan ikke overraske at der er splittelse i familien. Shirley taler ikke med David, Carol eller deres mor.

December 2008. På basis af nye psykologiske og psykiatriske beviser vurderede CCRC at sagen skal genoptages af en appeldomstol. Der var rejst tilstrækkelig tvivl om dommens grundlag. Shirley blev meget glad og berørt da kommissionen ringede til hende. Julie prøver at undgå at håbe for meget på resultatet, er bange for at blive såret igen. Det er vel tilfældigt at det skete et par uger efter en meddelelse om at den oprindelige dommer nu bliver pensioneret.

Jeg synes at det er meget barskt at dømme for mord på basis af at familiemedlemmer leger politi med skjult båndoptager. Der var ingen anden form for bevisførelse. Jeg undgår at vurdere om Julie havde en hånd med i spillet eller ej. Selv hvis jeg antager at hun havde, vil jeg stadig synes at det var en domfældelse uden rum til menneskelig vurdering.

Jeg kommer i øvrigt til at tænke på en kollega som jeg snakkede med engang. Storryger. I øvrigt prøvede hun på at leve sundt, uden at tro at hun bliver syg af tobakken. På den anden side var hun opmærksom på hvor forfærdelig en sygdom at emfysem (KOL) kan være, og var helt afklaret om at hun ville begå selvmord hvis hun fik den diagnose engang. Hun havde min fulde forståelse. En fremskredet emfysem kan være en endog meget frygtindgydende sygdom, med en konstant kamp for at få lidt ilt i kroppen. Intet overskud til andet. En fremragende grund til at ville dø. Hvorfor dog sådan et liv?