Formaliseret åbning for aktiv dødshjælp i England

onsdag den 23. september 2009

Formaliseret åbning for aktiv dødshjælp i England

Det britiske retsvæsen og debatten om aktiv dødshjælp er kommet et markant skridt videre. Strafferammen for at hjælpe nogen med at dø svarer til den for mord, op til 14 års fængsel. Det dækker enhver form for hjælp, støtte, rådgivning eller anden form for samarbejde med et andet menneske der afslutter sit eget liv. Altså "medskyldighed" i en lovlig handling, selvmord. Teksten fra Suicide Act 1961, paragraf 2 stk. 1 er:

A person who aids, abets, counsels or procures the suicide of another, or an attempt by another to commit suicide, shall be liable on conviction on indictment to imprisonment for a term not exceeding fourteen years.

Loven har dog en kattelem. Statsanklageren kan vilkårligt vælge om en sag skal retsforfølges eller ej.

no proceedings shall be instituted for an offence under this section except by or with the consent of the Director of Public Prosecutions

Det har i praksis udartet på en selvmodsigende måde. På den ene side er der blevet ført sager mod nogen som i hjemlandet har hjulpet en døende med at få en uudholdelig dødsproces afkortet. På den anden side er det blevet noget dagligdags at slægtninge og andre hjælpere ikke er blevet retsforfulgt for at hjælpe og rådgive omkring rejser til Schweiz. Dignitas i Zürich administrerer jo at patienten i samarbejde med en læge kan få og indtage en dødbringende dosis pentobarbital, en gammel type sovemiddel.

Resultatet har været en stor social slagside. Dem med økonomi og kræfter til at få sit behov for at dø dækket i Schweiz, har dermed haft en stor fordel som de mange (omkring 117) sager viser. En del af hjælpere er dog blevet udsat for ransagninger og anden belastende efterforskning, fordi politiet har kunnet konstatere en klar lovovertrædelse.

Sagerne er hele tiden blevet syltet uden afgørelse, og har i princippet hængt som et tungt sværd over hovederne på de pårørende. Et andet minus er at kravet om at kunne klare rejsen gør det umuligt at vente så længe som muligt. Ro omkring processen kunne tillade at afveje hvornår grænsen egentlig er nået.

Uden ressourcer til at rejse har mange til gengæld været udleveret til en livsafslutning hvor de blev påtvunget at overleve så længe som muligt, i omstændigheder som de ikke følte som at have et liv. At udsætte medfølende pårørende, eller andre hjælpere, for fængselsstraffe er jo ikke godt.

Anklagemyndigheden blev i nogle tilfælde forgæves sat under pres, for at give en forhåndsmelding om hvad der skulle til, for at en hjælper kunne være sikker på at gå fri af hårdhændet efterforskning og retssag. Til sidst havde Debbie Purdy energi nok til at anke hele vejen til top i det juridiske system. Og statsanklageren blev pålagt at redegøre for hvornår hjælp til selvmord skal retsforfølges, og hvornår hjælpere kan forvente at loven ikke bliver håndhævet. Det var et vigtigt fremskridt i kampen for "retten til at dø".

I dag er et foreløbligt sæt retningslinier blevet fremlagt. Statsanklageren, Keir Starmer, havde allerede markeret at han ikke ville gøre forskel på om hjælpen til selvmord blev ydet i hjemlandet, eller gennem en rejse til Schweiz. Og at han ville følge tankegangen fra da han offeliggjorde sine overvejelser om ikke at retsforfølge forældrene til Daniel James, der som lammet rugbyspiller var vedholdende i sit ønske om at dø.

Så vidt jeg kan se har Keir Starmer nået frem til en fornuftig afvejning. Ikke entydige regler, men en række faktorer som taler for eller imod retsforfølgelse.

Et afklaret, vedholdende og informeret ønske om at dø, på eget initiativ.
En entydig bøn om at få hjælp til hvad den dødstrængende ikke selv er i stand til.
Terminal sygdom, uhelbredeligt invaliditet eller fremadskridende degenerering.
Hjælperen er en medfølende nærtstående som modvilligt lod sig overtale til at støtte, og bestemt ikke har opfordret.
Andre motiver, som økonomi eller at "slippe fri".
Om hjælpen er systematisk organiseret eller er mod betaling.
Om hjælperen er fra fra plejepersonalet.
Behandling eller pleje er overvejet og afvist.
Ingen tvivl om den mentale kompetence.
Over eller under 18 år.
Om handlingen foregår på et offentligt sted.
Hjælperen skal samarbejde i politimæssig efterforskning.

Det handler altså om "hjælp til selvmord", som er en del af hvad der regnes under samlebegrebet aktiv dødshjælp, eutanasi.

En lidt påfaldende observation. Det er, på dato, 70 år siden Sigmund Freud døde. Efter aftale med sin læge fik han en overdosis morfin, og døde da en ædende kræft i ansigtet havde nået grænsen for hvad han ønskede at leve med. Fremskridt går langsomt.

Jeg tror ikke at det har været uvæsentligt for retningslinierne at Keir Starmer han en mangeårig baggrund som advokat og forfatter med speciale i menneskerettigheder.